Projekbeskrivelse
Pædagogpris 2023
Politiken og Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger fejrede landets dygtigste pædagoger til Politikens Pædagogpris 2023
Den 9. november blev nogle af landets dygtigste pædagoger hyldet til Politikens Pædagogpris 2023 i Politikens Hus. Det var fjerde gang, at de to organisationer afholdt prisfesten – og endnu engang med stor succes.
Aftenen bød på middag, taler, klapsalver, musik af August Høyen – og så selvfølgelig prisoverrækkelserne. På aftenen blev der uddelt seks priser i kategorierne ‘Dagtilbud 0-6 år’, ‘Skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse’ og ‘Social- eller specialpædagogik’.
Vinderne
I kategorien ‘Dagtilbud 0-6 år’ var det Sissel Gøtzsche Johnsen fra Børnehuset Blæksprutten i Brejning, der vandt hovedprisen, mens Majbritt Degn Kallehauge fra Børnehuset Brolæggervej i Sæby modtog særprisen.
I kategorien ‘Skole- og fritidstilbud’ løb musikalske Jonas Abildgaard Bruun fra Kongevejens Skole og SFO i Virum med hovedprisen. Særprisen gik til Elisabeth Wolf fra tilbuddet ’Pitten’ en såkaldt mellemform for udsatte og sårbare elever på Hornslet Skole.
Mikkel Maxsø Christensen fra Brøndagerskolen i Albertslund modtog hovedprisen i social- og specialpædagogikkategorien, mens særprisen gik til Sara Bilde Kristiansen fra Retspsykiatrisk Sengeafsnit på Skejby Sygehus i Aarhus.
Der uddeles en hovedpris à 75.000 kroner og en særpris à 25.000 i hver af de tre kategorier. En tredjedel af beløbet skal bruges på projekter i institutionen eller efteruddannelse efter prismodtagerens valg.
600 indstillinger og en masse gode historier
I år modtog Politikens Pædagogpris hele 600 indstillinger fra børn, forældre, ledere og kollegaer, der alle har ønsket at hylde netop deres pædagog. Tallet viser, hvor mange dygtige pædagoger, der findes rundt om i landet, og den afgørende betydning de har for så mange børn, unge og voksne.
Hen over efteråret har Politikens redaktion desuden stillet skarpt på den vigtige pædagogiske praksis. Det er blevet til 16 rørende og vigtige fortællinger fra hele landet, hvor man virkelig fornemmer vigtigheden af god pædagogik og dygtige pædagoger.
Tak til alle, der var med til at gøre aftenen og Politikens Pædagogpris til en stor succes.