Projekbeskrivelse

DANMARKS DYGTIGSTE PÆDAGOG

Forsker Christian Aabro skriver 28. september 2023 på LinkedIn:

I går udløb fristen for at indstille sin ynglingspædagog til Politikens Pædagogpris 2023. Det er fjerde gang konkurrencen bliver afholdt. Da man tilbage i 2020 for første gang indførte prisen, var håbet at den almene offentlighed i højere grad fik øjnene op for det både gode og vigtige arbejde pædagoger udfører, samtidig med at det muligvis kunne give feltet selv, dvs. pædagoger, ledere, forældre, pårørende, mm. en anledning til selv at sætte ord på, hvad der i deres øjne kendetegner en dygtig pædagog.
I de tre år prisen foreløbig har været uddelt, har interessen været overraskende høj. Hvert år har bedømmelsesudvalget modtaget 7-800 indstillinger fra hele landet, hvor forældre, kolleger eller andre pårørende har gjort sig umage med at fortælle hvorfor en given pædagog i deres øjne fortjente prisen.
Der er selvfølgelig nogle der vinder hvert år. Det kan man mene meget om. Men jeg har igennem noget tid tænkt mere på, om ikke selve materialet, dvs. alle indstillingerne, i sig selv også har en historie at fortælle?
Så nu har jeg taget mig sammen og samlet alle indstillingerne på mit bord i tre store bunker, en for hver af de forgangne år. Og så er jeg så gået i gang med at læse dem. Hold da op, der er mange små fine fortællinger. Nå, men det jeg især er nysgerrig på, er det her:
1.      Hvad siger pædagoger, forældre, ledere og pårørende om, hvad der samlet set kendetegner en dygtig pædagog? Hvilke kompetencer, karaktertræk og pædagogiske initiativer bliver især fremhævet?
2.      Er der forskel på de faglige karaktertræk der fremhæves på henholdsvis dagtilbudsområdet, skole/fritidsområdet og det social/specialpædagogiske område?
3.      Er der forskel på, hvad henholdsvis kolleger, ledere, forældre og andre pårørende fremhæver som ønskværdige kvaliteter hos en pædagog?

Hvis alt går vel, er jeg klar med en lille rapport en gang i starten af det nye år.

Christian Aabros projekt er støttet af Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger.